Tanker fra foredrag af Esben Kjær

Esben Kjær har skrevet bogen min_usynlige_soen”Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet”. En ganske enkelt fremragende bog, som er nødvendig at læse for alle, der har mistet en elsket eller for den, der kender en der har mistet en elsket. Mens jeg læste bogen, måtte jeg mange gange lægge den fra mig. Jeg følte mig hørt ind i sjælen, og det rørte mig så dybt.

De processer og tanker Esben Kjær beskriver, han har gennemgået og tænkt, efter han i 2012 mistede sin søn til kræften, ligner til forveksling mine egne processer og tanker efter vi mistede vores datter Maria. Specielt behovet for at finde en mening i det liv, der nu er, tankerne om hvad der sker, når vi dør og den søgen efter et religiøst ståsted, var noget jeg i den grad kunne nikke genkendende til.

Jeg er også meget enig i, at det er sorgen, der arbejder med den sørgende og ikke omvendt. Og hvis vi giver sorgen lov til at arbejde på den måde, der passer til den enkelte og ikke forsøger at forcere noget, som vi som samfund gerne vil, vil det på lang sigt gavne specielt den sørgende men også samfundet. Vi skal have lov til at dyrke den døde og lade det fylde i den grad, det er nødvendig for den enkelte. Det handler om at blive mødt med en tillid og tro på at man nok skal komme igennem sorgen. Jo mere bekymring og pres fra omverdenen, jo mere indelukket og ensom bliver den sørgende ind i sorgen, og så er risikoen for at udvikle en kompliceret sorg til stede.

Jeg var inde og høre Esben Kjær, da han gav sit foredrag i Silkeborg. Et meget rørende og nærværende foredrag. Jeg blev dog opmærksom på, at jeg på et punkt står et andet sted end Esben Kjær og måske mange andre, der har haft sorg tæt inde på livet. Jeg har gennem årene talt med mange, der har mistet en elsket og alle har erfaret at relationerne til familie, venner og bekendte ændrer sig markant, når man bliver ramt af sorgens hårde ansigt.  Tag ikke fejl. Det gjorde det bestemt også for mig.

I den første tid, hvor sorgen stadig fylder mere end savnet, er det rigtig svært for alle at vide, hvordan den rigtigere måde at agere på er. Mange sørgende, deriblandt Esben Kjær, bliver ramt ind i, at nogle af de nærmeste pårørende og venner ikke forstår at være der og være støttende på den måde, de lige har behov for, når de har det allerværst. Der er en generelt forventning om, at man selvfølgelig stiller op og støtter, når noget så hårdt rammer i den nærmeste omgangskreds, og hvis ikke det sker, har man lov til at være skuffet og indigneret og de nærmeste pårørende eller venner kommer ofte til at føle dårlig samvittighed.

Til foredraget oplevede jeg det som en løftet pegefinger til de pårørende. Døden er noget man burde kunne tale om. Det synes jeg for så vidt også, men jeg synes også, vi skal have respekt for, at det ikke er alle, der netop i det øjeblik magter at tale om noget så dybt. Måske er det en misundelse over, at de har valget til at trække sig. Det har man absolut ikke, når man mister. Man har ikke valget til ikke at lade døden og sorgen fylde alle ens tanker hele ens dag.

Som en tilhører sagde til foredrag kan sørgende være ret barske i tonen. Jeg tror, det er fordi man er indhyllet i sorgen og har svær ved selv at rumme den. Derfor kan man som pårørende let komme til at sige noget der støder. Jeg kan huske i starten af min sorg, var det utrolig svært for mig at få spørgsmålet: ”Hvordan har du det?” Alle de negative tanker kom op i mig: ”Ja hvordan tror du jeg har det???” Men jeg kunne samtidig mærke, at de jo spurgte, fordi de jo ikke vidste, hvad de ellers kunne gøre – det var, hvad de formåede at gøre lige i det øjeblik.

Jeg mener, man kan ikke møde sine medmennesker med forventninger om at de skal handle eller møde mig (den sørgende) på en speciel måde. Jeg kan ikke forvente at andre skal kunne rumme min sorg, når jeg ikke kan rumme, at de ikke er det samme sted som mig – at de ikke kan rumme min sorg. Hvis man dog bare kan have tillid til at ethvert menneske handler ud fra, hvad det er i stand til lige nu og her og altid ud fra en god hensigt på den ene eller anden måde.

Jeg ønsker ikke at et andet menneske skal hjælpe mig eller støtte mig, hvis det er ud af pligt eller skyldfølelse – fordi det bør man gøre! Jeg ønsker kun at få hjælp af dem, der gør det, fordi de har overskuddet og fordi det gør dem godt – fordi de gør det af et godt hjerte til dem selv. Det er okay ikke at have overskud. DET HANDLER OM TILLID OG TRO PÅ HINANDEN!! Når jeg formår at møde andre mennesker uden forventninger, bliver jeg for det første ikke skuffet og for det andet er det langt nemmere for pårørende at yde hjælpen.

Da jeg havde det sværest var det lettest og mest naturlig at fortælle min omverden, hvad jeg havde brug for og hvordan de bedst kunne hjælpe. Jeg købte desuden 6 stk af bogen ”Sorg – den dybeste ære glæden kan få” af Lise Tarp og delte den ud til familie, venner og kollegaer. Så kunne de læse sig til, hvordan de bedst kunne hjælpe mig. Dette og min åbenhed har menneskerne omkring mig efterfølgende sagt til mig, var en kæmpe hjælp for dem og det gav os alle en større følelse af respekt og tillid.